Til VM 2002 i veteranbil

To medlemmer af Circus Balloon Club kørte sidste år hele vejen til Chatelleraut i Frankrig i en Ford Mercury fra 1948

Enhver dreng har en mere eller mindre formuleret liste af mulige oplevelser, han gerne vil have oplevet, inden han går videre til næste liv.

En sikker topscorer på disse lister involverer noget med kvinder, en anden noget med biler og for mange af denne hjemmesides læsere har også ballonflyvning på et tidspunkt stået på en sådan liste.

Også min far, Lau Laursen, har en sådan liste. Jeg kender ikke den nærmere udformning og vil det i øvrigt heller ikke. Jeg ved blot, at højt oppe på den må have stået et stærkt ønske om at køre til VM i ballonflyvning sammen med vennerne, deltage deri og køre hjem igen. I hans åbne Ford Mercury fra 1948.

Et tilsvarende ønske stod nok ikke helt så højt på min egen liste, men jeg var dog ikke svær at overtale til projektet, ligesom Kim Paamand heller ikke var det. Det blev til VM i Frankrig år 2002 som fiesta-hold.

Udtur

Et kvarter efter aftalt mødetid kl. 6.00 kom de to herrer endelig kørerende. Som et forvarsel var bilen gået i stå ved samtlige lyskryds på strækningen ned til garagen.

Valget var nu om vi skulle lade veteranbilen stå og tage en lidt yngre men mere driftsikker model eller give fanden i det og gå efter det hak i listen. Vi valgte uden tøven veteranbilen.

I Rødby kunne vi konstatere at bilen lækkede temmeligt meget vand. Kim og min far valgte med kendermine den helt oplagte løsning at hælde en masse sennepspulver ned i køleren. Et tiltag som klart overgik min infantile forståelse for mekanik.

På færgen pakkede vi også en dims ind i plasticposer, som Kim sagde hed en strømfordeler og som ikke måtte blive våd. Vi kørte i højt humør ned igennem Nordtyskland under den skinnende sol med en tynd vandstribe fra en blødende køler efter os. Lidt ligesom Hans og Grethe.

Det bevirkede, at vi skulle fylde vand på bilen ret ofte, og at rejseplanen, som jeg havde stået for, blev endnu strammere end den kalkulerede gennemsnitshastighed på bilens topfart uden pauser tilsagde det.

Efter at have kørt og læst kort kom man om på bagsædet og fik hue og tæppe på samt en øl hånden. En rigtig drengetur lige efter Carl-Mars hoved. På et tidspunkt fandt vi ud af, at vi ikke havde noget blink og stoplys, hvilket ved siden af bilens skønhedsværdi, nok kunne forklare en del af de grimasser, vi havde mødt i løbet af dagen.

På den måde småreparerede vi os ned igennem Tyskland og ankom til sidst til vores Hotel ved midnatstid.

Ekstra overnatning

Næste dags kørsel gik på samme vis, hvilket hurtig fik os til at beslutte at tage en ekstra overnatning i brug til rejsen. Vi havde derefter en herlig dag på de europæiske landeveje i sikker forvisning om, at vi nu var i god tid.

Dagens højdepunkt indtraf, da vi løb tør for benzin på toppen af en bakketop midt ude i det nordfranske kulturlandskab. Min far og jeg løb bilen i gang, og som alderspræsident hoppede han først ind med mig halsende efter den nu voldsomt accelererende bil. Jeg nåede det selvfølgelig. Ingen tvivl om, at der blev sat nogle hakker i listerne ved den lejlighed.

Videre ud i landskabet

Ved aftenstid viste det sig at i den del af Frankrig, hvor vi ville tage vores ekstra overnatning, var belægningsprocenten netop denne aften nået op på de magiske 100. Det tvang os videre ud i landskabet.

Vi kørte nu alligevel mod værtsbyen for VM’et lidt ærgerlige over dagens nonchalante tidsforbrug. På benzindampene rullede vi om natten ind i en større provinsby, hvor samtlige byens benzinautomater udelukkende tog imod Carte Bleu. Den franske pendant til dankortet. Dette var problematisk eftersom vi ikke var i besiddelse af et sådant.

Under pointering af, at der ikke var tale om et røveri, måtte vi derfor standse en intetanende bilist for at låne hans Carte Bleu. Efter lidt skræmte forviklinger lykkedes manøvren, og vi kunne med fuld tank og røde øjne køre videre.

Tidligt om morgenen ankom vi endelig til værtsbyen Châtellerault, og en god modtagelse af Jan Andersens hold. På det tidspunkt havde vi kørt bil i 22 timer i træk (i alle ordets betydninger).

Sidste medlem

Næste dag stødte det sidste medlem af holdet til, Monsieur Jean Yves, en ven fra min studietid i Frankrig. Nu kunne man tro, at det ville være problematisk at tvinge fremmede mennesker uden fælles sprog og kultur til at leve og arbejde tæt sammen. Men det var det slet ikke.

Holdet udviklede lynhurtigt en art anglonormannisk, fransk røversprog velegnet til at indvie andre i, hvad man havde på hjerte. Endvidere kunne Kim og min far let se kvaliteterne ved Jean Yves – herefter Saint Yves – der raskt fik tolket sine opgaver i retning af opsporing af egnens ypperste restauranter og bedste vine.

Den generelle meteorologiske situation under event’et var desværre ikke alt for god. Vejret var godt nok til konkurrencerne, men for dårligt til, at det rigtig appellerede til fiesta-holdene. På de dage der ikke var flyvning – hvilket var mange – forestod Kim og min far som gode eksempler, som jeg ukritisk fulgte, ved at indtage anseelige mængder øl.

På den konto fik Jean Yves temmelig mange træningstimer i at køre følgebil. Eftermiddagene gik med ballonpuslerier blandet med lidt bilreparationer forestået ved Kim, der bare kan noget med værktøj og mekanik.

I Châtellerault var nye småskader på bilen nemlig tilstødt som f.eks. totalt manglende kørelys, som medførte kørsel med håndholdt lygte om aftenen. Noget som mødre i alle aldre ville harmes over, hvis de vidste det. Det var faktisk så mørkt, at jeg kunne se stjerneskud fra bagsædet om aftenen.

Til ambassadørens reception…

Den i verden velkendte og i Frankrig verdensberømte Bertrand Picard var stævnets ambassadør. Det gjorde han godt. På en uhøjtidelig facon forstod han at viderebringe stævnets højtflyvende værdigrundlag om tankefrihed – endda på andre sprog end fransk.

For os cool ballonfolk gjaldt det selvfølgelig om ikke at lade sig imponere, men her røg kæden en dag desværre fuldstændig af for Jean Yves.

På briefingområdet var France Inter, svarende til Danmarks Radio, i færd med en livetransmission med Bertrand Picard interviewet af en af den franske æters kendteste kvindestemmer. Jean Yves, der altid var på pletten, var blandt de nysgerrige tilskuere. Pludselig taber damen noget af sit manuskript på gulvet, Et splitsekund efter kaster Jean Yves sig ind i studiet og samler papirerne op til hende. Stumt begynder hun som tak, at slå og skubbe Jean Yves væk, mens Bertrand Picard sidder lydløst, måbende og ser på.

Papirerne var de brugte spørgsmål, som blev lagt på gulvet for ikke at blive blandet sammen med de ustillede. Det komiske optrin blev bedre modtaget blandt tilskuerne.

Optimal værtsby

Châtellerault fungerede optimalt som værtsby, og det var tydeligt, at såvel byen som stævneledelsen før havde prøvet kræfter med store arrangementer. Det var imponerende, hvordan det lokale politi afspærrede de til hver flyvning særligt belastede veje for al anden trafik end VM-deltagernes.

I hver eneste af byens rundkørsler var der blomsterarrangementer formet som balloner, og hovedgaden var dekoreret med de deltagende nationers flag. De havde styr på det.

Et andet meget positivt element var, at byen virkeligt havde forstået at lave en folkefest ud af VM’et. Omkring “Launch Area” var der stablet et kæmpe show på benene til glæde for tilskuerne, som i den anledning også fik mulighed for at se de franske mesterskaber for fjernstyrede babyballoner og ikke mindst det spektakulære Gordon Bennett Race.

Som fiesta-hold var vi forpligtet til på hver flyvning at medbringe en lokalperson. Egentlig havde jeg regnet med, at vi derfor ville komme til at flyve med en masse lokalpolitikerne, der havde afpresser eller bestukket sig med. Men også her var overraskelsen positiv.

Det drejede sig uden undtagelse om lokale skolebørn, der skulle bruge flyveturen i skoleprojekter.

Waterloo i Charleroi

Og så kom dagen, hvor det hele var slut, og vi skulle hjemad. Vi fik med vemod vinket farvel til den spæde radiostjerne Jean Yves, og så gik det ellers deropad mod Nord. Om aftenen var vi nået til Charleroi i Belgien, hvor vi indlogerede os på et motel.

Aftensmad fik vi på en restaurant, hvor nogle meget berusede belgiske kulminearbejdere højlydt insisterede på at tale et alvorsord med Kim og min far, hvilket de to slet ikke var indstillede på. Måske havde de allerede en forudanelse om, hvad natten ville bringe.Næste morgen kunne det i hvert fald konstateres, at to ud os tre ikke havde kunnet tåle måltidet. Langt værre var det efter min mening, at bilen var døet fuldstændigt ud. Hele formiddagen prøvede vi – dvs. Kim – at få startet skidtet.

Vi fik den slæbt eksploderende rundt efter andre folks biler og alt muligt andet pinligt, men intet hjalp. Teorien var, at det var strømfordeleren den var gal med. Og det viste sig hurtigt, at sådan nogle til en Ford Mercury fra 1948 ikke var lette at finde.

Vi trevlede byen igennem fra mekanikere til autoværksteder over bilforhandlere videre til reservedelsforhandlere og strømmekanikere. Nogen kendte nogen, og det ene telefonnummer til en veteranbilinteresseret onkel førte til det næste. Men da dagen begyndte at hælde, var vi ikke nået ét skridt videre.

Udsigten til endnu en nat på vores 9 kvadratmeter store plasticværelse med to mavetilfælde fordelt på en køje- og dobbeltseng var ikke just opmuntrende.

Men så skete der noget. Ud af den blå luft kom en mand på omkring de 60 år rullende ind på parkeringspladsen med sin kone, der præsenterede ham som nys pensioneret automekaniker med passion for gamle biler. Han havde set os tidligere og havde nu fået medlidenhed.

Ud af bilen hev han et kæmpe værktøjssæt, der tændte julelys i Kims røde øjne, og sammen gik de to nu i gang med undersøge patienten på et mærkeligt sprog, som kun de selv forstod. De reservedele vi manglede og flere til, insisterede mekanikeren på at forære os, og næste morgen kom han forbi med bilbatteriet genopladt.

Det gjorde Kim i stand til at få bilen i gang igen. Vi kørte stolte hjem til vores barmhjertige samaritaner for at sige tak og farvel. Kun efter stor overtalelse ville han tage imod en gave, og han kvitterede med fire forskellige belgiske specialøl med hver deres respektive glas.

Meget glade og fulde af håb for menneskeheden rullede vi derpå mod nord igen i ca. 40 minutter. Så begyndte bilen a hoste. Hver gang man nåede op omkring de 65, gik motoren i en art overgang. Herefter faldt ydeevnen stille og roligt. Hvis man så holdt en pause på minimum et kvarter, blev punktet ligesom nulstillet.

Parat til at gå

På det stadie var jeg parat til gå til Bruxelles, lade lortet stå, og flyve hjem. Men mod en attitude som moren i filmen “Ikke uden min datter” fra især min far, var der var ikke rigtig andet at gøre end at køre videre. Det gjaldt derfor om at køre så tæt på det forbandede punkt som muligt uden at ramme det og dermed udløse en ufrivillig pause.

For bedre at kunne føle bilen kørte min far f.eks. alle sine skift uden sko på. Vi sneglede os på den måde videre med et snit på 50 km i timen. I løbet af natten kravlede punktet lavere og lavere ned, således at motoren satte ud ved omkring de 45 om morgenen, da vi skulle passere Nordeuropas største trafikale knudepunkt – Hamburgs motorvejshelvede.

Det var ligesom en ond drøm, jo tættere man nåede målet, jo langsommere gik det. Vi blev overhalet af knallerter, ja nærmest hestevogne, og da vi 4-5 timer senere nåede Puttgarten, var topfarten nede på uudholdelige 35.

I Rødby blev holdet hentet af Falck og bugseret hjem. Vi havde trods hårde ods fået vores lille barn med hjem. I sikkerhed på bagsædet hos den rare Falckmand faldt vi alle sammen i dybsøvn. Om ville vi tage turen om igen? Stensikkert!

Af Christian Steen Laursen