Artikler og billeder/videos

Når støvet har lagt sig ……

Og det gjorde det, alle steder, da Blue Ocean FA (foreign affairs) fra Circus Balloon Club, endnu engang tog på tur til Ungarn for at deltage i Central European Cup 2023 and Pre 25th Worlds Hot Air Balloon Championship i Szeged. Mottoet var som sædvanlig: ”Aldrig sur på tur” – Det lykkedes 😊



Turen startede som sædvanlig i Farum, over Ishøj, videre til Slagelse og i Kolding var holdet så samlet og klar til 2.000 km i roligt tempo med 2 planlagte overnatninger, schnitzel og fadøl. Her er det altså en stor fordel at kende hinanden så godt som vi efterhånden gør, når man propper 4 grand voksne mænd, ind i af navn en stor bil, med kun lige akkurat plads nok til vores store fødder og lange ben. Men gudskelov var der plads til vores forskelligheder, vores fælles laster og vores fællesskab.


Målet var Szeged i Ungarn, og det var 3. gang vi tog turen. Det er på en eller anden måde ligesom at komme hjem. Vi vidste hvordan lejligheden så ud, vi vidste hvor vi skulle handle, vi vidste hvor vi skulle spise, den hurtigste vej til briefing, de hurtigste veje ud af byen osv. Nemt og bekvemt. Hvad vi ikke vidste var at der ventede 7 dage i 32 grader og flyvevejr som ved et for nyligt afholdt DM i Slagelse – puha!! Vejrudsigten havde dog forudsagt det – men vi var lidt skeptiske alligevel – det var næsten for godt. For øvrigt var vi lidt forundrede over at der kun var tilmeldt 13 balloner til stævnet og vi var sikre på at det var bare fordi der ikke var opdateret hjemmeside og VMF. Men sådan var det – det var åbenbart en del attraktive stævner samtidig og lidt intern politisk fnidder i det ungarske, men til gengæld bød stævnet på en gammel kending af mange som stævneleder nemlig Paolo Oggioni.


Det skulle så vise at vejrudsigten holdt stik, og de næste 6 dage kom så til at byde på 11 flyvninger og 42 tasks. Vi var vist hele paletten rundt af mulige tasks, med undtagelse af H&H. For vores vedkommende det største antal tasks/flyvninger vi nogen sinde har været med til. Jeg ved at flere af jer har fulgt med på FB og WMF så jeg ser ingen grund til at udpensle de enkelte dage og de enkelte flyvninger her, men der var mange og nok og vi var godt tilfredse. Ja og så sneg der da sig lige en enkelt ”1000 point” ind midt i det hele – vi var kåde!

Var vi trætte: JA. Var vi gode: JA. Havde vi fået nok ballon: JA



I Ungarn er det absolut kun de største veje der er asfalteret og man skal ikke langt uden for byen før det er grusveje, jordveje og hjulspor der er gældende for følgebilen, Det er her overskriften kommer ind, for der støvet alle steder. I bilen, uden på bilen, inde i traileren, uden på traileren, ja alle steder. Vi snakkede flere gange i løbet af ugen om at vaske bil og trailer, men det blev ved snakken. Vi håbede på en regnbyge på vej hjem og så måtte nogen støvsuge bilen senere. Det har selvfølgelig nogen fordele at det støver og en af dem er, at dem der er i kurven, altid kan holde øje med om følgebilen er i bevægelse og hvor tæt de er på 😊



Ugen i Ungarn bød på flere sjove og begivenhedsrige oplevelser. Nogen holder vi for os selv af hensyn til renomméet. Andre kan vi kaste lys over, blandt andet var der i forbindelse med stævnet et flyshow som viste at være imponerende. Specielt efter mørkets frembrud – masser af discofly, fyrværkeri og lysshow. Vores værtsfamilie er efterhånden blevet lidt balloninteresseret og deres 2 unger er mildest talt helt vilde. De var flere gange under stævnet ude og kigge på. Så er det jo godt at holdet også består af 3 x ”bedstefar” og en ”Bedstefarwannabe”. Vi er overbeviste om at de allerede glæder sig til at vi kommer igen.



Som tidligere skrevet har vi boet det samme sted de 3 gange vi har været i Szeged. Vi er så heldige at der ca. 125 meter fra vores hoveddør ligger en super restaurant hvor vi allerede den første aften bestilte bord til hele ugen. Udenfor selvfølgelig, for vejret var jo fantastisk. De lærte det hurtigt – 4 store fadøl og menukort på engelsk. Det er nemt, det er bekvemt, det er behageligt.



Vel hjemme kunne vi konkludere at vi havde gjort det igen – fået det optimale ud af en fantastisk tur i endnu mere fantastisk selskab, og med ganske få regnbyger på turen hjem havde støvet lagt sig. Vi tager en tur mere til næste år i september til WM 2024.



Michael Hesselvig

Udenrigskorrespondent Blue Ocean

CBC -Sjælland

Et billede, der indeholder tekst, logo, emblem, Luftballon

Automatisk genereret beskrivelse

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *