Ballon EM 2019: MALLORCA En beretning fra Danmarks yngste konkurrencehold.

Et internationalt ballon-mesterskab på en lille ø imidten af middelhavet halvfyldt af bjerge.

På et afbud fra den regerende danmarksmester fik OY-JOY et wildcard til at deltage iEM2019. Uden alt for meget betænkning om vores faktiske kvalifikationer havde vi sagt ja og stillet et lille familiehold med to bedsteforældre, to børn, én baby og tounge piloter. Som datoen kom nærmere begyndte skyerne dog at se mørkere ud, da Kim Paamand meldte pas med et langstrakt sygdomsforløb, og Janne klagede over en måske brækket fod.

Jan Oechsle kom os dog til undsætning, og efter knæfald for både familie og arbejde kunne han melde på, og vi kunne tælle hvad vi mente var et kampdygtigt hold. Han havde tilmed væretmed Lau til EM i Ungarn før, så hans største bekymring var mængden af børn i følgebilen.

Derefter gik tankerne på logistikken. Mallorca viste sig at være et stykke væk, og af hensyn til vores mentale helbred bookede vi børn med mor Nanda på et fly og forberedte os på en lille køretur til Barcelonas færgehavn. I mellemtiden havde kommunikationen fra stævne-arrangørens side været mere end spændende.

Hele stævnet var sat I værk af en ildsjæl “Ricardo” som havde set sit snit til at byde ind på stævnet, da ingen andre havde gjort det. Et internationalt FAI stævne har aldrig før været afholdt på en lille ø, og der var et par detaljer der skulleklappes af. Efter Thomas Cook konkursen havde en god halvdel af øens hoteller lukket, og færgerne havde omlagt ruter. Vi fik daglige mails om ikke at betale en eneste euro på forhånd! Færgerne havde et rygte som moderne pirater og nægtede at transportere propanflasker, så vi blev bedt om, foruden at tømme alle flasker, at skrue manometre af så de kunne inspiceres. Dette gjorde vi naturligvis ikke, blandt andet af hensyn til efterfølgende luftdygtighed.

Vi fik natten før afgang tilsendt boardingpass til denforkerte færge og fik udstedt de endelige billetter en-route på vej over Tyskland. Så langt så godt.

Da vi efter 2426km med trailer og 8 timer på en færge nåede frem til stævnet fik vi flaskerne tanket på Ricardo’s private gastank, og de viste sig hurtigt at have bedre styr på tingene end frygtet. Åbningsceremoni I byens gamle katedral var smuk og indkvartering, stævneledelse og information var i top.

Vi fik masser af gode råd om lokale forhold; Middelhavet var out-of-bounds, hvis man skulle være itvivl.Halvdelen af øen er bjerge, men den østlige side er ret flad. Markerne var høstede men for en stor del bestående af ler iblandet sten og iøvrigt solidt indhegnede og aflåste. Vi havde taget en seriøs presenning med for at beskytte hylsteret og stævnet meddelte, at man kunne ringe efter en kran til at hente balloner ud af indhegnede områder. Alting havde en løsning synes man.

Vejret var dog den værste bekymring. De havde netop afholdt et “pre-stævne” med sølle toflyvninger og der var udsigt til femdage med konstant regn og kraftig vind. Stævnets meteorolog forklarede til General Briefing at en samling lavtryk kunne udvikle sig til en “Medicane” (mediterranian hurricane), som var det værst tænkelige scenarie.

Derpå fik vi serveret det første tasksheet med seks tasks der spændte fra JDG, XDI, PDG, FON og Pilot Declared 3DT (tasksheet vedhæftet). Vi nåede dog kun at svede ien times tid og kom ikke ind på startfeltet før flyvningen blev aflyst med udsigt til over 15kt landingsvind og regn.

De næste to flyvninger blev ligeledes aflyst ogvi fik set lidt af øen isilende regn.

På dette tidspunkt var samtlige marker blevet til mudderpøle, og tredje briefing aflyste flyvningen på grund af mangel på forsvarlige start-og landingssteder. Øv!

Vejret var derefter i bedring, og meteorologen forsikrede at han ikke ville barbere sit skæg førend vi havde afholdt to konkurrenceflyvninger. En ringe trøst vil jeg mene. Et varm luftlag skubbede ind over vores lavtryk og stabiliserede forholdene, og om morgenen på fjerde briefing blev vi sendt ud på et startfelt. Alle hold havde fået en præcis startposition på marken ud fra et uigennemskueligt rotationsprincip, men mange følgebiler nåede end ikke derud, eftersom bil efter bil satte sig fast i dybt mudder.

Ballonstævnet blev forvandlet til et ‘mudrace’ men efter lidt slid havde vi placeret vores anhænger midt på den store muddermark og foldet vores nydelige presenning ud og var klar. Det var en smuk morgen og humøret var højt. Men det røde flag blev ved med at hænge, og ved udløbet af den fastsatte launch period blev det erstattet af et sort, med beskeden om, på bedste sportslige vis, at hjælpe hinanden ud af mudderet. Vejret var fint, men stævneledelsen meddelte at under halvdelen af hold ville kunne forlade marken på egen hånd, hvilket ville give en unfair konkurrencefordel til andre. Suk.

Men som et plaster på såret kunne vi se til, hvordan en monstertruck af en russisk 4×4 trak ynkelige stakler som os selv og Palle udaf marken.

Herefter blev vejret helt godt, og der blev fløjet alle resterende seksflyvninger.

Den første flyvning var relativt simpel og hurtig, men for os en kæmpe lettelse, da landingspladser slet ikke var så få som frygtet. Konkurrencemæssigt gjorde vi hvad vi kunne, hvilket viste sig forventeligt at være meget langt fra niveauet fra Europas elite.

Vi kunne dog stolt klappe af Palle, som på første flyvning scorede en imponerede 3.plads. Vinden var stadig ret uforudsigelig, og de næste par tasksheets var ikke imponerende. Nogle med sølle to tasks, og på tredje flyvning blev tre JDG’s annulleret en for en og erstattet med en enkelt PDG. Og da også det blev annulleret blev der heldigvis givet tilladelse til “free flight” til de mange publikums (og ikke mindst Ricardo’s) store glæde. På den flyvning landede vi ironisk nok på det oprindelige JDG.

Stævnet gik derfra gevaldigt op igear. Der blev fløjet tæt, og der blev lavet scoringer og manøvrer som vi havde dømt umulige (og måske også uforsvarlige). En række balloner brugte højspændingsledningerne som sjippetov, og en ballon gik ijordhøjde mellem to lagerbygninger for at trække lidt på kastevinden fra bygningerne.

Nuvel, ting man måske har set før. Forholdene var dog meget lokale så en enkelt hold havde kørt en halvkraftig røgmaskine istilling ved et vejkryds og givet røgfaner ud over markerne som deres pilot bruge til at vride de sidste centimeter ud af vinden. Men efter at samlet vores kæber op gik vi hårdt ind ikampen på de sidste to flyvninger. Hylster-kontakt er reglen og max-synkraten på vores “tykke” 77’er blev afprøvet flere gange. På den sidst dobbelt-HNH lå vores mål-indflyvning så tæt, at vi fik lært et par nye franske gloser fra en racer ballon vi skubbede væk.

Alt ialt super lærerigt, og noget der virkelig har rykket på min forståelse af ballonflyvning. Tilbage var der kun de små to-et-halvt tusinde kilometer med traileren hjem.

Billederne taler dog for sig selv, ogselvom der er højt til toppen iden internationale ballonsport, var den en enestående og fantastisk oplevelse vi flyver længe på igennem de lange vintermåneder forude.

Af Rune Paamand