Fællesflyvning – sammen men hver for sig

Otte balloner steg lørdag den 30. januar op over det smukkeste vinterlandskab på Midtsjælland.

AF TINA KRONGAARD

”Vi skal flyve en Breakfast grab, efterfulgt af en HZW og så en Crew waltz”.

Nogenlunde sådan lød briefingen fredag aften fra Rune Paamand (den familie MÅ være blandt verdens allermest kreative) forud for en improviseret ’sammen hver for sig’-flyvning i Circus Balloon Club. Syv piloter Christoffer Mundt, Tue Falkenstrøm, Jan Oeschle, Thomas Jøhnk, Thomas Sjøgren, Rune Paamand og undertegnede var friske på at stå allerhelvedes tidligt op for at konkurrere mod hinanden over det smukke sne- og isdækkede landskab over Vestsjælland.

Vi ’mødtes’ på Tølløse svæveflyveplads – dvs. vi kunne kun råbe og vinke til hinanden, for vi lagde ud på den ca. en kilometer lange landingsbane med 100 meters mellemrum for ikke at overtræde forsamlingsforbuddet. Da vi var i gang med at lægge ud, dukkede også piloterne Niels Hvid og Nanna H. Madsen op, så vi var otte. Fernanda og Rune havde forinden købt otte gange morgenmad, som i poser var fastgjort med en to meter lang snor med en orange heliumballon bundet på, og placeret dem med ti meters mellemrum på en mark ved Bårup. Meningen var, at vi skulle flyve hen til marken og med en op til to meter lang genstand gribe fat i en af morgenmadsposerne. Vi var klar med en løvrive i kurven, men desværre var vinden lidt for østlig, så ingen af os kom til Bårup (så følgebilholdene måtte hente morgenmaden, som vi nød efter landing – tak til Rune og Fernanda).

Anden konkurrence var en klassisk HZW med to mulige targets, desværre gav min iPad op over for kulden, så jeg aner ikke, hvor langt jeg var fra målet – men tredje konkurrence scorede mit team topkarakter. Den gik ud på, at følgebilholdet (minimum 1 km fra HZW-målet) skulle kaste en genstand op i kurven. Jeg fløj en hel del langs jorden for at træne level-flyvning, og da vi på et tidspunkt nærmere os en vej, hvor følgebilen holdt, løb Anders ud og kastede en tennisbold perfekt op til Kennet i kurven – sådan!

Kort efter mellemlandede vi, så Anders også kunne komme med op og nyde det virkelig smukke sneklædte landskab og de syv andre balloner i morgenlyset (desuden var også Philip Mundt og Kim Larsen i luften over Sjælland, og Janne og Kim Paamand, Jan Basse, Henning Sørensen og Morten Kofoed-Rasmussen i det jyske, så vidt jeg kan se på FB – det var en førsteklasses ballonmorgen). Der var stor forskel på retningen i højden og ved jorden, så vi kunne lege lidt med det og krybe helt ned i et skovstykke øst for Kværkeby og dreje 90 grader over en dybfrossen sø – der blev knipset løs med kameraet. Herefter gik vi højt for at få en sydlig retning og komme over motorvejen og højspændingen øst for Ringsted. Landingen var heldigvis rolig grundet den stille vind ved jorden, men vi skøjtede alligevel lidt hen over den hårde jord, hvorefter vi kunne lægge ballonen ned på et stykke brakmark.  

Landmanden kom straks kørende og roste os:

”Det er imponerende, hvordan I kan ramme så præcist, så I kan lægge den på brakmarken”

sagde han – og jeg undlod at fortælle, at jeg altså havde sat den lidt før, hvorefter mit crew have trukket mig og ballonen (selvfølgelig i en meters højde) hen til brakmarken.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fløjet en vintermorgen. Faktisk tror jeg aldrig, jeg selv har været pilot på en sådan flyvning. Mit seneste minde fra en vinterflyvning er faktisk en hård landing, hvor jeg var navigatør for min far, og derfor (det er jo nærmest en naturlov i ballonflyvning, at navigatøren altid ender under piloten ved landing) endte nederst. Heldigvis havde jeg hjelm på, og da vi langt om længe – efter hvad der føltes som 100 meter ’drag’ – kunne kravle ud af kurven, var der store lange hvide ridser i den sorte hjelm, fra der hvor mit hoved havde skrabet hen over den isede jord.

Måske derfor havde jeg dårlig mave, da jeg fredag aften lagde mig til at sove (eller måske skyldtes det blot endnu en nervepirrende håndboldkamp). Og måske derfor fik jeg slet ikke fyret nok under inflation (tænkte ikke over, at luften jo var meget kold – under frysepunktet – og fik derfor ikke varmet nok), så den nederste del af hylsteret klappede sammen, og det var umuligt at fyre uden at ødelægge det, så jeg var nødt til at lægge den ned igen og begynde forfra. Så har jeg også prøvet det.

Men i luften kom jeg. Og smukt var det. Og så var der morgenmad og kaffe der på marken. Et virkelig skønt afbræk her midt i en tid fyldt med restriktioner.