JP Explorer og CBC’s Christoffer Mundt søgte lykken
Eventyret er slut. Efter tre ugers ballon- og bilfærd rundt i Kenya nåede holdet til udgangspunktet, Blixen-bydelen Karen i Nairobi.

JP Explorer tog på opdagelsesrejse for at finde opskrifter på det lykkelige liv.

Destinationen var Kenya i Østafrika, hvor tre ugers eventyrlig ballonfærd ventede exploratørerne. De lettede fra Nairobi i begyndelsen af september og fulgte derefter vinden gennem Karen Blixens elskede Afrika for at opdage, om for eksempel omsorgen for de ældre og de syge, respekten og samværet i familien, sammenholdet i lokalsamfundet er noget, vi kan lære af.
Helt i Karen Blixens ånd gennemførtes ekspeditionen i en varmluftballon – en af Danmarks største, som ejes af DONG.
DONG’s ballonskipper Christoffer Mundt har tidligere rejst i Afrika, og han vandt i 2003 Danmarksmesterskabet i ballonflyvning. Derfor mente han sig rustet til at påtage sig denne noget specielle og ikke helt nemme opgave. Christoffers medhjælper var Philip Mundt.
Logbøgerne kan fortsat læses på www.jp.dk/explorer/kenya