Nekrolog for Norbert Falkenstrøm
Aerostatejer og ballonentusiast Axel Norbert Falkenstrøm (1938 – 2006)
Den tidligere bibliotekar Axel Norbert Falkenstrøm er død i en alder af 68 år. Norbert efterlader sig søn og børnebørn.
Dansk ballonsport er blevet en stor personlighed – og et venligt menneske fattigere. Norbert var aktivt med i sporten fra dens spæde start i slutningen af tresserne og helt frem til sin død.
Han var en af initiativtagerne til hjemtagningen af ”Ford ballonen” i 1976. Ligeledes var han en af ildsjælene bag ”Karoline ballonen”; en ballon der, fra 1979 og frem til den i 1985 blev solgt, bogstaveligt fyldte meget i Norberts liv. Med ”Karoline” og sine holdkammerater rejste Norbert i disse år landet tyndt for at deltage ved et utal af arrangementer.
I forbindelse med, at ”Karoline” byttede ejer meldte Norbert sig ind i Circus Balloon Club, hvor han siden har været et højt værdsat medlem.
Man vil specielt huske Norbert i sin elskede rolle som konferencier på Plænen i Tivoli, hvor han i forbindelse med ballonopstigninger, flot med høj hat og klædt i kjole og hvidt, ”speakede” til tusindvis af tilskuere. Norbert var en fremragende ”speaker”, man mærkede hans store kærlighed og interesse for balloner, godt forstærket af hans store historiske viden om emnet. Hans baggrund som bibliotekar var til stor nytte, da han grundlagde sin, måske nok landets største, samling af ballonrelateret litteratur. Bogsamlingen var kilden til de sjove anekdoter han fra scenen i Tivoli elegant serverede.
De senere år har Norbert bidraget med artikler både til Dansk Ballonunion og Circus Balloon Clubs hjemmeside. Det var ikke uden en vis stolthed Norbert deltog ved ballonunionens 25 års jubilæum i Randers i år. Her blev han sammen med andre bidragsydere til den nylig udkomne ballonbog, ”I ballon over Danmark”, hyldet for sin store indsats ved bogens tilblivelse.
Livet var også til andet end ballonsjov for Norbert. Det blev ofte til ture på motorcykel op til sommerhuset ved Sjællands Odde. Her med den store udsigt over bugten fik sjælen ro, og tanker kunne tænkes. Mon ikke det var her, at Norbert skrev sin bog om knallerter? En anden af hans interesser.
Norbert vil blive savnet, ikke blot af de nærmeste, men af hele den ”ballonfamilie”, han var så stærk en del af.
På startpladsen vil vi savne den venlige og beskedne mand i det blå ballontøj!
Æret være hans minde!
Lau Laursen
Circus Balloon Club