Sjælland fra 15.000 fod…

På den første sommermorgen i 2009 (1. juni) fløj Thomas og Svend i Anna ballonen til 15.000 fod. Vi mødtes med Jesper og Carsten allerede kl. 3.45 for at køre mod passende startsted. Solen stod op 4:36 og 5:30 var vi i luften efter start ved færgehavnen til Orø i Isefjorden. Roskilde Tower gav os lov til at stige til 2.000 fod og bad os derpå at kontakte Kastrup Departure som uden forbehold gav tilladelse til 15.000 fod. Stigningen tog ca. 45 minutter. Vi nød den flotte udsigt i 10 minutter før nedstigningen påbegyndtes. Efter 2 timer og 25 minutter landede vi syd for Løve. Det var vores første tur hvor vi medbragte og anvendte iltudstyr. Endvidere medbragte vi en lille iltmåler til måling af vores iltprocenter – som heldigvis viste over 95 % på hele turen.

Baggrund

Som PUT fløj jeg sammen med Lau til 10.000 fod. En fantastisk tur som klart har givet mig mod på at gentage sådanne højdeflyvninger, og med tiden også til endnu større højder. Som uddannet pilot har jeg to gange gentaget flyvningen til 10.000 fod – begge gange sammen med Lau (i samme ballon). Ud over at nyde flyvningerne har jeg på disse to flyvninger fokuseret på håndtering af transponder og radiokontakt med hhv. Roskilde og Kastrup mens Lau stod for selve flyvningen af ballonen.

Meget afhængig af tidspunkt og vindretning bliver radiokommunikationen mere eller mindre omfattende. Nogen gange får man kun tilladelse til at stige nogle få tusinde fod af gangen før man igen skal anmode om tilladelse til at stige endnu højere, og andre gange får man den ønskede fulde højde ved første anmodning til Kastrup. Under alle højdeflyvninger over Sjælland er det generelle mønster dog at kontakte Roskilde før start (hvis der startes i kontrolzonen) eller før flyvning op i TMA (hvis der startes uden for deres kontrolzone men under deres TMA). Ved første kontakt med Roskilde forklarer man sine hensigter og beder om den fulde højde. Roskilde giver typisk tilladelse til at stige til mellem 2.500 og 5.500 fod. Når denne højde nås beder Roskilde om at man tager fat i Kastrup Tower, Arrival eller Departure hvor man igen beder om den fulde højde. Svaret her er meget spændende… På nogle ture har vi fået den ønskede højde med det samme mens vi på andre ture har fået nogle få tusinde fod af gangen.

Forudsætninger for højdeflyvninger

For flyvninger op til 10.000 fod (over Sjælland) kræves der selvfølgelig radio da det meste af sådanne ture foregår i kontrolleret luftrum. Endvidere er både Roskilde TMA og Kastrup TMA klassificeret som luftrumstype C hvilket betyder at transponder er obligatorisk.

Fra 10.000 fod og opefter er det nødvendigt med ekstra ilt (opholder man sig under hele flyvningen under 12.500 fod og er man over 10.000 fod i mindre end 30 minutter er det faktisk ikke strengt nødvendigt, men kun stærkt tilrådeligt, se også tabellen nederst i artiklen). Jeg har derfor forud for flyvningen til 15.000 fod brugt en del tid på nettet for at finde ud af hvilke typer iltudstyr som findes og hvilken type som passer bedst til ballonflyvning og som jeg selv ville have det bedst ved.

Primært findes to typer iltudstyr: constant flow og demand regulated. Førstnævnte type er kendetegnet ved at være simpelt mens sidstnævnte type spilder væsentligt mindre ilt ved kun at tilføre ilt når man rent faktisk trækker vejret. Da sidstnævnte type kræver elektronik og batterier, og da højdeflyvning med balloner typisk omfatter relativ kort tid over 10.000 fod valgte jeg den simple løsning.

Jeg besluttede mig derfor at købe iltudstyr fra Aerox indeholdende flaske, regulator med udgang til to personer, to stk. cannulas (til flyvninger under 18.000 fod) og 2 stk. full face masks (til flyvninger over 18.000 fod). Flasken har en kapacitet på 370 liter (ved 150 bar), nok til 2 personer i 18.000 fod i hele tre timer. Med denne kapacitet kan man indstille flowhastigheden svarende til højeste planlagte højde og dermed ikke at risikere at glemme at justere flowhastigheden op efterhånden som man flyver højere og højere.

På ebay (og mange andre steder på nettet) kan man købe små måleapparater som sættes om fingeren og som måler puls og iltprocent. Vi medbragte en sådan dims og kunne konstatere at vores iltprocent under hele flyvningen var god.

Under menuen Links findes links til en række producenter af iltudstyr samt til en række artikler om korrekt brug af supplerende ilt (primært i forbindelse med svæveflyvning).

Detaljer fra selve flyvningen

• Vi letter fra tæt ved færgehavnen til Orø i Isefjorden kl. 5.30. I kurven er ud over mig selv også Svend. 
  
  
• Roskilde Tower kontaktes. Vi beder om fuld højde, får tilladelse til 2.000 fod og får oplyst QNH. Efter en kort tænkepause fra tårnets side får vi også oplyst en SQUAK kode for transponderen. SQUAK koden indtastes og Roskilde melder at de hermed kan følge os. 
  
  
• Svend og jeg iklæder os ekstra tøj og tager de medbragte nødskærme på. 
  
  
• Vi meddeler Roskilde at vi har nået 2.000 fod. Vi bliver bedt om at kontakte Kastrup Departure. 
  
  
• Vi kontakter Kastrup Departure og forklarer vores intentioner. Vi får umiddelbart lov til at stige til 15.000 fod! 
  
  

• Ved 5.000 fod (transition level) stilles højdemåleren om til 1013 mbar. Dette er en lille men vigtig detalje idet vores egen højdemåler herved viser samme højde som transponderen sladre om til Kastrup. Glemmer man denne detalje risikerer man let at overskride den maksimale højde uden at vide det. 
  
  
• Fra ca. 12.500 fod og opefter oplever vi at vågeblusset har tendens til at gå ud efter anvendelse af hovedbrænderen. De første par gange dette sker gentændes vågeblusset let med en almindelig stor (uautoriseret) gaslighter. Men efterhånden som vi nærmer os 15.000 fod kan dette ikke lade sig gøre. De medbragte spark lightere (jeg har altid to i kurven – en af traditionel type og en pistollignende type) har dog ingen problemer med at gentænde vågeblusset på noget tidspunkt. 
  
  
• Opstigningen tager ca. 45 minutter. Vi flader ud lige under 15.000 fod og bliver i denne højde i ca. 10 minutter.
  
  
• Efter 10 minutter meddeler vi Kastrup at vi ønsker at flyve ned igen. Vi får tilladelse til at gå ned til 3.000 fod! Jeg har ikke tidligere oplevet at have en begrænset minimumshøjde! 
  
  

• Før vi når 3.000 fod kontakter Kastrup os igen og giver tilladelse til at gå under 3.000 fod, at forlade frekvensen og at kontakte Roskilde. 
  
  
• Roskilde kontaktes og vi får tilladelse til at flyve ned i Roskilde TMA. 
  
  
• Efter 1 time og 40 minutter er vi nede under 1.000 fod. De næste 45 minutter flyver vi i lav højde over det vestsjællandske landskab og får kontakt med følgebilen. 
  
  
• Vi lander efter 2 timer og 25 minutter syd for Løve og har således tilbagelagt ca. 48 km. 
  
  

Vejret i alle højder var svag nordøstlig vind. Spredte skyer i ca. 5.000 fod.

Næste skridt

Efter flyvningen har jeg vendt problemstillingen vedr. vågeblusset som gentagne gange gik ud på BBAC’s forum. Det viser sig at problemstillingen er ganske velkendt og jeg har fået en række tips som jeg vil forsøge på næste flyvning til 15.000 fod. Specielt har jeg fået kontakt med Rob Franklin som via en række mails har givet en lang række tips og gode svar på diverse spørgsmål. Primært er mulighederne at bruge co-brænderen i stor udstrækning over 12.500 fod, at tilføre ilt til vågeblusset (fra selvstændig iltflaske) og/eller foretage større modifikationer af brænderen – specielt dyserne. Det sidste er primært for højdeflyvninger til meget stor højde (30.000 fod eller højere) og ikke noget jeg vil give mig ud i!

Ifølge Rob er årsagen til at jeg ikke flyver til 25.000 fod på min næste højdeflyvning primært ’in my head’. Målet er klart at flyve til 20.000 fod på et tidspunkt, men de næste par højdeflyvninger går for mit vedkommende til maks. 15.000 fod for at blive helt fortrolig med vågeblus og anvendelse af co-brænder over 12.500 fod. Endvidere vil jeg også gerne opnå erfaring med brug af full-face masker på flyvninger hvor de egentlig ikke er nødvendige (dvs. på flyvning under 18.000 fod).

Hvorfor nødskærme?

Som tidligere nævnt medbragte vi nødskærme på højdeflyvningen. Nødskærme er i denne sammenhæng kompakte faldskærme som bæres som en rygsæk og vejer  ca. 7 kg. Tilsyneladende er brug af nødskærme meget udbredt blandt svæveflyvepiloter. Personligt har jeg det særdeles godt med en ’Plan B’ hvis et seriøst problem skulle opstå i stor højde. I min mail udveksling med Rob undrede han sig over dette da vi – som han skrev – jo medbragte en kæmpe faldskærm i form af ballonhylsteret. Og for at tydeliggøre denne pointe skrev han endvidere at han under hans flyvning til 25.000 fod ikke rørte brænderen på vej ned mellem 25.000 og 4.000 fod! I 4.000 fod udførte han nogle meget lange brændinger hvorefter hans ballon (en Viva 77) fladede ud i ca. 1.000 fod!

Jeg har absolut ikke lyst til eller planer om at foretage en sådan ’cold descend’ selv, men vil meget gerne høre om andre danske piloter har lignende erfaringer.

Lidt teori…

Højde	Time of Useful Consciousness
15.000 fod	30 minutter eller mere
18.000 fod	20 til 30 minutter
22.000 fod	5 til 10 minutter
25.000 fod	3 til 5 minutter
28.000 fod	2 til 3 minutter
30.000 fod	1 til 3 minutter
40.000 fod	15 til 20 sekunder
50.000 fod	6 til 9 sekunder

Time of Useful Consciousness (TUC) definerer den tid en gennemsnitlig person er i stand til at flyve effektivt i omgivelser med reduceret ilttryk. Nedenstående tabel viser hvorfor ekstra ilt er vigtig fra højder over 10.000 fod. Tabellen forklarer også hvorfor man altid skal hjælpe sig selv før man hjælper andre hvis trykket pludseligt falder i en trafikflyver som befinder sig mellem 30.000 og 40.000 fods højde.

At lufttrykket falder med højden er velkendt, men med hvor meget? Ved 18.000 fod er trykket faldet til 50 % af trykket ved havniveau, ved ca. 28.000 fod er trykket 33 %, ved ca. 36.000 fod er trykket 25 % og ved godt 50.000 fod er trykket nede på 10 %.

Supplerende ilt bør anvendes ved flyvninger over 10.000 fod. Mængden af ilt som er nødvendig afhænger af højden. Op til 35.000 fod skal man have 1 liter ilt pr. 10.000 fod pr. minut, dog noget mindre hvis man bruger en oxygen-conserving cannula som den vi brugte. Op til 18.000 fod fungerer en cannula (som stikkes i næsen) fint (husk dog en maske i tilfælde af at man bliver forkølet og ikke kan trække vejret gennem næsen!). Fra 18.000 fod og op til 35.000 fod skal man have supplerende ilt leveret via en maske som dækker både mund og næse (full face mask). Fra 35.000 til 44.000 fod skal ilten leves under tryk i en dertil beregnet maske og over 44.000 fod skal man opholde sig i trykdragt eller trykkabine.

Der er flere billeder fra flyvningen:

Af Thomas Jøhnk